OM HØRHUSET

Butik Hørhuset ligger i den lille fiskerby Lønstrup ved den nordjyske vestkyst. Det har den gjort siden Else Marie Overgaard og hendes mand, Ole Gregersen, slog dørene op for første gang i påsken 2003. 


På en rejse til Sverige kom Else Marie og Ole i kontakt med det svenske hørvæveri, Klässbols. Siden 1920 har Klässbols stået for  bæredygtigt, skandinavisk design af højeste klasse - produceret i Skandinavien. I Hørhuset fik Else Marie således dansk eneagentur på Klässbols miljømærkede hørtekstiler.


Efter Oles pludselige bortgang få år efter butiksåbningen, måtte Else Marie imidlertid overtage den daglige drift af Hørhuset på egen hånd - en krævende opgave, som hun gennem en lang årrække har klaret på beundringsværdig vis.


Else Maries mission har gennem årene været at genåbne danskernes øjne for de helt særlige kvaliteter, hørstoffet besidder; en viden som til dels er blevet glemt i Danmark, hvor hør i stigende grad er blevet udskiftet med bomuld og diverse andre stoffer af ringere kvalitet. Som en modpol til dette, har Hørhuset fra begyndelsen stræbt efter at kunne levere et unikt sortiment, produkter af høj kvalitet og udstrakt service.


Efter 21 gode år som frontkvinde for Hørhuset, var det dog på tide for Else Marie at give faklen videre, og i påsken 2024 genåbnede  Hørhuset således på sin nye adresse, Strandvejen 43b i Lønstrup, nu med mig - Sofie Morild Christensen - som ny ejer.


Det er en stor ære at få lov at overtage Else Maries livsstykke og køre det videre med respekt for alt det, hun har bygget op. Jeg håber at kunne drive butikken med den samme kvalitet og professionalisme, som altid har kendetegnet Hørhuset.


- Sofie Morild Christensen

 

Best Shot
hoerhuset_2017-sqd

OM MIG

Sofie Morild Christensen f.1990,

født og opvokset i Lønstrup.


Uddannelse:

2014-2018 Tekstilformidleruddannelsen på UCC i København.

2018-2020 Tekstillinjen på Capellagården, Øland, Sverige.

2020-2023 BFA  i Tekstilkunst fra Konstfack, Stockholm. 


Jeg har gennem mine uddannelser i Sverige opdaget svenskernes store begejstring og kundskab indenfor det tekstile felt. Her lærte jeg også Klässbols at kende, som vi havde et kursus med på Konstfack.


I mit skabende kan jeg godt lide at anvende mange forskellige tekstile metoder, som vævning, tekstiltryk og plantefarvning. Inspirationen kommer ofte fra naturen og dens mange organiske former.